Kunstforeningen Kulbanekvarteret

Kunstforeningen Kulbanekvarteret blev formelt stiftet i februar 2020 af en gruppe lokale beboere efter i en årrække at have arbejdet med midlertidige projekter sammen med områdefornyelsen. Kunstforeningen Kulbanekvarteret består af lokale ildsjæle. Foreningens formål er at bruge kunst til at løfte og sætte fokus på udvalgte steder i Kulbanekvarteret, og at skabe oplevelser og værdi, som ikke kun er forbundet til kvarterets og faciliteternes praktiske betydning.

I 2021 realiserede vi udsmykningen af viadukten ved Vigerslev Allé station, hvor foreningen inviterede 3 kunstnere til at komme med et bud på hvordan de ville gribe opgaven an. Det var en forudsætning af værket blev opført med fliser med gennemgående vandrette og lodrette fuger. Vi bad kunstnerne forholde sig til områdets historie og nuværende dynamik. Den kunstneriske bearbejdning af viadukten ved Vigerslev Allé Station skulle være en port til Kulbanekvarteret og til Kulbaneparken. Vi ønskede med kunstværket at skabe en tydeligere, tryggere og mere imødekommende velkomst til kvarteret og sammenhæng mellem kvarteret og det øvrige Valby.

Valget faldt på Lise Nørholm og hendes værk Kulbane Alle. Lise Nørholms kunstneriske arbejde er ofte baseret på tekst og en leg med ord. ALLE favner bredt og er i betydningen alle sammen (uden accent aigu). KULBANE henviser til det nye kvarter og historien (i ubestemt form).

Lise Nørholm har tænkt patchwork ind i værket ved at lade fliserne danne mønstre i abstrakte former, som i både form og farve gr i dialog med betonmodulerne, stensætningen og fly-over-banen. Mønstre kan ses som en samfundsstruktur og som den sammenhængskraft, som der er mellem mennesker. Mønstrene refererer til interiør og det hjemlige, som skaber en ro og tryghed på den trafikerede station.

At folk hele tiden er i transit, understreges af skrå striber, som signalerer fart og samtidig spejler sig på hver side af viadukten og derved danne en port.

I KULBANE ALLE er der en fin balance i den abstrakte leg med ord som både ophæver det stedsspecifikke navn til et mangfoldigt udtryk, men samtidig refererer direkte til kvarteret.

Kunstforeningen ønsker at kunsten skal skabe lokal samtale og forundring og styrke kvarterets identitet

Hvor og hvornår

Kunstforeningen mødes efter behov.

Kontakt Kunstforeningen

Facebook:facebook
Instagram:instagram.com/kunst_i_kulbanekvarteret

Se og hør mere om kunstværket Kulbane Alle i videoen herunder